Forventninger
Forventninger til spillerne
Det forventes, at spillerne møder i god tid, er omklædt, har indendørs sko på, har mobilen på lydløs eller slukket og deltager aktivt i træningen.
Spillerne skal melde afbud til træning, så trænerne har mulighed for at tilrettelægge en ordentlig træning for de spillerne, der møder op.
Spillerne må ikke have smykker på til træning, og det må gerne afspejle sig på træneren, som så heller ikke har smykker på.
Holdet rydder op efter træning.
Forventninger til forældre til håndboldspillere
Ved hjemmestævner i Højmark skal to forældre sidde i dommertårnet ved deres barns kamp. Som forældre er man ikke overladt til sig selv. Der vil altid være en stævneansvarlig eller et medlem fra håndboldudvalget til at hjælpe. Det er en stor hjælp for håndboldudvalget at blive aflastet på denne måde, og vi siger mange tak for hjælpen og den positive tilgang til ”jobbet”.
I en lille klub som Højmark GF er vi meget taknemmelige for, at I som forældre skiftes til at hjælpe med kørsel og trøjevask, når jeres børn skal ud og spille håndboldkampe.
Når I skal køre, regner vi med, at I kan have fire fastspændte børn i bilen, og at der køres efter færdselsloven. Hvis du er i tvivl om sikkerhed for børn i bilen, så henviser vi til Rådet for Sikker Trafik
Forventninger til tilskuere og forældre
Højmark GF er en fairplay klub
Et par gode råd til forældre og tilskuere:
- Udbrud hører med omkring kampene – MEN alle har en moralsk forpligtelse til at medvirke til at kampene afvikles på en positiv måde.
- Sæt fokus på spillet frem for resultatet
- Tænk på holdet frem for kun at fremhæve dit barn
- Selvfølgelig er det ikke sjovt at tabe – men lad være med at give dommeren skylden for nederlaget
- Man kan godt kritisere en dommer fagligt – men aldrig personligt
- Kom med positive tilråb
- Respekter trænernes dispositioner
- Det er dit barn, der spiller håndbold – ikke dig!
I HGF sætter vi ind overfor grænseoverskridende sprog og adfærd
Som en del af vores tætte samarbejde med Højmark Børneverden sætter vi i HGF stort fokus på sprog og adfærd.
Til tider opstår der situationer i foreningsregi, hvor et barn udviser
grænseoverskridende adfærd og/eller sprogbrug over for et andet barn eller en træner.
Det har været en stor stigning af episoder gennem de sidste år, og nu skal vi stå sammen om at få tendensen vendt igen. Vores trænere kommer for at træne børn, der vil have det sjovt og være med til de aktiviteter, der er planlagt.
Alle – både børn og voksne – skal opleve, at gensidig respekt for hinanden vægtes meget højt her i vores forening.
Træneren eller holdets kontaktperson vil derfor tage kontakt til forældrene, hvis et barn udviser grænseoverskridende adfærd. Hjemsendelse kan være aktuel i denne sammenhæng. Her forventer vi, at forældrene tager godt imod henvendelsen/evt. sanktion og påtager sig det ansvar at bakke vores dygtige trænere op.
Venlig hilsen
Håndboldudvalget